Der er dage, hvor min krop er mærket af at være barn i 1970’ernes adskillelseskultur. Hvor jeg føler mig vred over, at ingen tog tilknytningen alvorligt. Ikke fordi de var ligeglade, men fordi de ikke vidste bedre. Det sidder i min krop, at jeg blev afleveret hos en dagplejemor, da jeg var 8 uger gammel. En dagplejemor, der kunne sætte mig på potten, gå ned og handle, og som fandt mig siddende på potten, når hun kom tilbage. Det fortalte hun min mor, da min mor ikke forstod, hvorfor jeg aldrig ville i nærheden af potten derhjemme.
Svigt og skadet tilknytning har kostet mange børn dyrt, og det er derfor det er så ubegribeligt, at vi stadig lever adskilte fra vores børn, fra de er blot sårbare 10 måneder gamle.
Jeg forstår det ikke.
Gluten-free activated charcoal
At vi som samfund kan stå inde for dét, der er et svigt af bittesmå mennesker, som ikke har brug for at undvære dem, de elsker 7-9 timer om dagen.
Jeg forstår ikke, vi tror, at omsorg kan udliciteres. Det kan den ikke. Og små mennesker fortjener omsorg fra nogen, der elsker dem betingelsesløst. Efter min mening.
Jeg forstår ikke, vi som individer lever som om, barndommen genudsendes. At de få dyrebare og allermest sårbare år af vores børns liv – hvor de er små og afhængige af dem, der elsker dem højt – er dem, hvor vi har allermest travlt med at tjene til Royal Copenhagen og sommerferien på Mallorca.
Vi retfærdiggør adskillelsen, så vi kan fortsætte det bekvemme liv
Jeg har hørt dem alle:
Jeg kan ikke stimulere mit barn derhjemme. Jeg bliver idiot af at være på barsel. Børn har godt af at komme væk fra mors skørter. Vi har verdens bedste dagplejemor.
Vi retfærdiggør adskillelsen.
Jeg forstår det ikke. Men jeg kan mærke i min krop, at det gør ondt. Det smerter i mit moderhjerte. I min kærlighed til livet, dets mirakel og til børn. Og det smerter i den kollektive bevidsthed, jeg er en del af.
Børn fortjener bare mere ♥️