Mit helt eget soveværelse

februar 18th, 2018 Posted by Ikke kategoriseret 0 thoughts on “Mit helt eget soveværelse”

Det er ren selvkærlighed for mig at ha et sted, der bare er mit. Et sted med mulighed for ro, masser af stearinlys, mine yndlingsbøger, det blødeste sengetøj og friske blomster. Jeg mediterer her, skriver, lytter til musik, læser og nyder roen. Og så sover jeg her. Fordi jeg virkelig elsker at sove alene – eller sammen med mine børn.

Det med at sove alene, fandt jeg først ud af, er min præference, da jeg boede alene i nogle år. Nat efter nat havde jeg sengen for mig selv – eller delte den med William, da han var lille. Og jeg elsker det. Jeg nyder at ligge alene om aftenen, inden søvnen og reflektere over dagen. At skrive lidt i min taknemmelighedsdagbog. Eller lytte til musik.

Engang fortalte en veninde mig, at hun og hendes mand havde hvert sit soveværelse. Hun gik ofte tidligt i seng og elskede at sove med børnene, mens han var lidt af en natteravn og elskede at se tv i sengen. Jeg husker, hvordan jeg dengang ikke forstod noget som helst af konceptet. Jeg tænkte, at det måtte gå ud over nærheden. I dag giver det overmåde meget mening. For mit eget soveværelse er et lille fristed. En indendørs kolonihave, hvor jeg kan være nærværende med mig selv. Og invitere gæster på besøg til nærvær, når jeg har lyst. I min optik giver tvangs-nærvær alligevel ingen mening.

De små oaser, jeg skaber, og som min familie bakker mig op i, giver mig fornyede kræfter til at være alt det, jeg er for rigtigt mange. Og det handler ikke kun om at ha mit eget soveværelse. Det er også de små gåture, jeg giver mig selv. Det varme brusebad, hvor jeg har tid til at bruge en hårkur. Det er de 20 minutter til at lægge en ansigtsmaske eller neglelak. Tiden til yogaøvelser eller en powernap. Ting der kan praktiseres i en helt almindelig hverdag. Også din.

Mange af mine kvindelige klienter har glemt sig selv, når de kommer til mig. De mangler lyst til sex, er trætte og drømmer sig væk fra hverdagen. Jeg kender selv følelsen af at ha forsømt mig selv gennem for lang tid. Det er udmarvende. Og der er kun én vej frem – det er på med egen iltmaske og ta en dyyyyb indånding. Det samme gælder for mænd, selvom iltmasken kan se anderledes ud. Det kan være en tur på mountainbiken eller tid til at skrue et eller andet sammen, der gør forskellen på, om han kan være nærværende med sin familie.

For naturligvis er det ikke et spørgsmål om, KUN at tænke på sig selv, men om at få skabt balance. Det handler om at lære at gi til sig selv – og ikke mindst at ta i mod fra andre. På den måde bliver der mere overskud til alle.

Kh Christina

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *