Tror du stadig, det bliver politikerne, der ændrer livet for vores børn?

Der findes regler og love for, hvornår kattekillinger og hundehvalpe tidligst må tages fra deres mor. Men ikke en eneste lov tager hensyn til de tusindvis af børn, der afleveres inden de overhovedet kan gå eller tale, fordi vi i Danmark tænker mere på arbejdsmarkedet end på barnets behov. 

Vi har gang i et kæmpe kollektivt svigt, når det kommer til omsorgen for vores børn. Når børn er 0-2 år har de 34% voksen til rådighed og 3 m2 fri gulvplads. Når de er 3-5 år, har de 17% voksen og 2 m2 fri gulvplads. Men vi kalder det ikke burbørn af den grund, selvom der på 40 m2 altså må være 20 børnehavebørn. 

Børn er i gennemsnit i hænderne på professionaliseret omsorg – og må altså undvære deres primære omsorgspersoner – 7,5 timer hver dag. 

I en ny rapport fra Børns Vilkår får vi syn for sagen, når børnene når udskolingsalderen. I ottende klasse har 30% af pigerne lav livstilfredshed. 28% af pigerne i 9. klasse er i lav eller ingen grad tilfredse med deres krop. 22% af pigerne i 7. klasse beskriver sig selv som værende meget ofte eller altid kede af det. 

Henvisningerne til børne- og ungepsykiatrien er steget med knapt 50% de sidste ti år – og ventetiderne er nogle steder op mod 81 uger. 

Excuse me, men tror du stadig på, det bliver politikerne , der ændrer livet for vores børn? For så må jeg nok desværre vække dig fra den kollektive Tornerosesøvn. 

Det bliver din og min revolution, der redder børnene.