Vi er blevet fortalt – og er endt med at fortælle os selv – den samme historie gennem årtier. At vi er nødt til at leve sådan her. At vi er nødt til at aflevere vores børn i vuggestuer og børnehaver. At børn må møde ind kl 8 og gå i skole med 25 jævnaldrende til en dag, voksne definerer. At vi må bo i adskilte satellitter og klare os selv hver især. At vi må arbejde, så vi kan have råd til alt det, de andre også har.
Men sandheden er, at vores børn ikke kan holde til den måde, vi lever på. De unge kan ikke, og de voksne kan heller ikke holde til det. Adskillelsen, ensretningen og det vanvittige fokus på dét liv, der ser pænt ud udenpå, har kostet os så dyrt gennem generationer nu.
Christina Tatarczuk
Gider du vente længere?
Det er vanvittigt, at vi i et veluddannet, rigt og priviligeret land har verdensrekord i institutionalisering. Vi vender det blinde øje til skadevirkningerne og omkostningerne, selvom de efterhånden er velbeskrevne. Vi observerer på fatale trivselsmålinger blandt unge, mens vi passivt afventer politiske beslutninger om længere barsel eller ‘pengene følger barnet’. Mens vi venter på lavere klassekvotienter og læringsrum med fokus på børns behov. Mens vi venter på, nogen beslutter, at vi gerne må skabe liv for os selv, børnene og de unge, hvor trivsel er det eneste, der betyder noget.
Lad os nu se virkeligheden i øjnene: Der sker ikke en skid, mens dine og mine børn er små og afhængige. Mens vores unge lider. Det er vores eget mytteri, vores egen protest, vores egen ansvarstagen og bevidsthed , der er børnenes og vores håb. Det er vores ubetingede nok-punkt, der skal slå til nu. Følelsen af JEG VIL IKKE MERE. Mytteri!
Vågn nu op ♥️
